Den sidste fødsel (LANGT)

Ja det er nok ikke underligt, nu jeg venter mig igen, at tankerne også ryger tilbage på sidste graviditet og fødsel.

Det kom sig faktisk af, at da vi efter denne nakkefoldsscanning, var inde at snakke med en læge, luftede jeg min bekymring ang. at føde for tidligt igen... Hun spurgte hvor tidligt det var sket sidst og da hun fik at vide at det var 5 uger før tid, var hendes kommentar "nåårhh men det er jo ikke særlig meget for tidligt".... NEJ!!! det er det muligvis ikke, men nu var det MIG der skulle igennem det og MINE følelser der fik det rigtig rigtig dårligt!
Det gør mig rigtig gal når folk snakker sådan om det, for nej der var ikke kæmpe problemer med Liva eller mig, men min datter fik stadig sonde, vi var stadig indlagt i 2 uger, jeg havde stadig svært ved at knytte mig til hende og meget meget mere... så at tale til mig som om mine følelser omkring det ikke er vigtige.... så bliver jeg sgu både gal og ked af det!

Nå men her kommer lige et "tilbageblik" :)

GRAVIDITETEN

Det meste af graviditeten forløb uden problemer.

Jeg havde ingen kvalme og masser af appetit. Dog kunne jeg slet ikke få grillmad, pizza m.v. ned længere. Jeg fik det simpelthen dårligt af det.

Jeg havde indimellem en del ligamentssmerter, men ikke noget der gjorde det store.

I starten var jeg meget oppustet og det kunne næsten ligne at jeg var flere måneder henne.

Jeg var også MEGET træt og havde svært ved at komme igennem en arbejdsdag.

Jeg var ikke længere henne end 15. uge da jeg syntes jeg mærkede liv første gang. Jeg husker faktisk den præcise dato - 27. marts 2007.
Der kom 3 små spjæt/spark/bobler lige i streg og det føltes helt anderledes end når det bare var tarmene der rumlede.
Da jeg er 16 uger henne mærker jeg den lille næsten hver dag. Det var stadig kun som svage bobler.
Da jeg er næsten 18 uger henne kunne jeg mærke, udenpå maven, når den lille gav et spark. Jeg blev helt forskrækket første gang jeg mærkede det.

Da jeg var omkring uge 28 - 29 blev jeg indlagt på svangreklinikken.

Jeg havde været på arbejde i legestuen og havde haft en del plukveer. Da jeg var på vej hjem blev det værre, men jeg gik alligevel op for at handle ind til aftensmaden. Til sidst kunne jeg dog næsten ikke gå.

Jeg gik hjem og lagde mig på sengen til Carsten kom hjem en halv times tid senere.

Plukveerne kom med under 5 min. mellemrum og det blev bare ved og ved. Jeg var meget bange, jeg troede at fødslen måske var ved at gå i gang. Vi ringede til lægevagten som henviste os til fødegangen. Da vi ringede til fødegangen bad de os tage på svangreklinikken med det samme.

Da vi kom derud fik jeg kørt en strimmel, dvs. de målte hvor ofte veerne kom og hvor kraftige de var, samtidig målte de barnets hjerteslag for at tjekke at alt var okay.

Jeg fik en vehæmmende pille og blev indlagt.

Herefter blev jeg scannet og alt så heldigvis godt ud. De satte mig herefter på en kur mod blærebetændelse, da det kan give plukveer. Testen de havde taget mod blærebetændelse havde dog været negativ, men de sendte testen til dyrking og mente at de hellere ville sætte mig i behandling end intet at gøre.

Jeg fik lov at komme hjem igen næste dag. Men skulle dog sygemeldes og ellers holde mig så meget i ro som muligt.

Efter et par uger med total afslapning gik det efterhånden bedre og plukveerne kom ikke så ofte længere.

Desværre måtte jeg ikke komme tilbage på arbejde, så jeg gik fra 3-4 uger før jeg egentlig skulle. Det var lidt ærgeligt, men jo det bedste for mig og den lille.

Da jeg var i uge 35 besøgte vi fødeafdelingen. Man kunne få en rundvisning derude så man var lidt forberedte inden den endelige dag. Carsten spøgte lidt med om jeg ikke kunne føde nu, når vi alligevel var der. Han skulle bare have vidst... :)

Dagen efter (torsdag) skulle jeg til lægetjek. Han synes mit blodtryk var noget højt og fandt også protein i min urin, så han syntes lige jeg skulle tjekkes på svangerklinikken for en sikkerheds skyld. Jeg fik ringet efter Carsten, som straks kørte fra København hvor han var på arbejde. Vi kom endnu engang på sygehuset og blev tjekket. Mit blodtryk var stadig højt men de fandt ikke noget i urinen. Jeg blev sendt hjem igen med besked om at komme til tjek mandag.

Det nåede jeg dog aldrig for dagen efter, i uge 35+2, gik vandet pludselig.

FØDSLEN

D. 24. august 2007 kl. ca. 6.30 vågnede jeg ved at jeg synes der var lidt vådt i sengen. Jeg rejste mig for at gå på wc. På vej ned af trappen synes jeg der løb vand ned af mine ben, men jeg havde jo læst at barnet kunne ligge og gnubbe hovedet mod min blære, så jeg kom til at tisse uden at kunne mærke det. Men da jeg satte mig på wc’et kom der to skyller lige efter hinanden. Jeg troede at jeg bare tissede og rejste mig. Der sev lidt mere vand så jeg satte mig på wc’et igen.

Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op for jeg var jo kun 35 uger + 2 dage henne så det kunne da ikke passe at det var vandet der var gået. Men hver gang jeg rejste mig kom der mere.

Jeg råbte op til Carsten, som stadig lå og sov, at jeg troede vandet var gået. Carsten råbte tilbage “Neeej kl. er kun halv syv.” Det var lige en dag hvor han endelig kunne sove længere end til kl. 5.

Jeg gik op ovenpå igen og prøvede at lægge mig på sengen for at sove lidt mere, men kunne ikke finde ro. Hvad nu hvis det var vandet der var gået... skulle der ikke komme veer først osv. osv.

Jeg stod op og gik ned og tændte min computer, tænkte at jeg ville tjekke på nettet hvad der stod om det, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Til sidst ringede jeg hjem til min mor og fortalte det til hende. Hun mente at det måtte være vandet der var gået og hun syntes jeg skulle ringe til fødegangen.

Jeg ringede så til fødegangen og fortalte dem hvad der var sket, men at jeg ikke var sikker på om det var vandet der var gået eller om jeg bare havde tisset. Jeg syntes det ville være så pinligt at komme på fødegangen hvis jeg så bare havde tisset i sengen.

Damen fra fødegangen sagde jeg skulle gå ind og lægge mig, da vi ikke vidste om hovedet stod fast, og så ville de sende Falck efter mig.

Jeg lagde mig først op i sengen, men kunne ikke falde til ro. Der var jo så mange ting jeg gerne lige ville have ordnet hvis det viste sig at det faktisk var fødslen der var i gang. Jeg havde jo ikke nået at pakke de sidste ting i tasken jeg skulle have med osv.

Til sidst lagde jeg mig ned på sofaen og måtte kommandere rundt med Carsten. Han tog det meget roligt, han troede vist ikke helt på det var nu han skulle være far.

Ca. kl. 7.30 kom Falck og vi kørte mod fødegangen. På turen mod fødegangen kunne jeg begynde at mærke lidt murren i underlivet.

Da jeg kommer til sygehuset kommer jeg straks ind på en fødestue. Carsten er endnu ikke nået frem. Der kommer en ældre dame ind. Hun ser bare rigtig sur ud og begynder at tage mit tøj af mig. Jeg bliver noget paf da jeg flere steder havde læst at man selv måtte bestemme hvor længe man ville have sit eget tøj på. men nu sad jeg pludselig splitter ragende Kong Hans. Den sure dame gav mig sygehustøj påcog gik ud igen.

Jeg tænkte "hvis det er min jordmoder så tager jeg hjem igen". Jeg så aldrig damen igen.

Kl. 8 bliver jeg undersøgt af en jordmoder. Jeg var kun ca. 3 fingerbredder åben. Hun skønnede babyen til at veje 2500g.

Mellem kl. 8-9 tog veerne til. De kom hyppigt, ca. hvert 2-4 min. og de blev kraftigere og kraftigere.

Kl. 10 bed veerne rigtig. Der kom en læge ind og de snakkede med mig om at få lagt en epiduralblokade. Både pga. smerterne men også fordi mit blodtryk var meget højt og jeg var begyndt at få feber.

Jeg sagde nej tak, da jeg var skide bange for at få den lagt.

kl. 11.45 havde jeg efterhånden rigtig ondt. Veerne bed virkelig hårdt og da de endnu engang spørger om jeg vil have en epiduralblokade takker jeg ja.

Kl. 12.20 er epiduralen lagt. Det gjorde overhovedet ikke ondt og allerede efter ca. 10 min. begyndte den at virke.

Efter et par timer var veerne ved at tage til igen. Denne gang sad de dog ikke over mave og lænd, men omkring ballerne.

Veerne kom nu med 2-3 min. mellemrum.

Veerne begynder pludselig at aftage lidt og jeg syntes ikke de kom så ofte mere.

Den lille havde under veerne haft perioder med meget høj puls og under hele fødslen fik jeg målt babyens puls samt veernes styrke og hyppighed ved bælter om maven, men på et tidspunkt fik babyen sat en elektrode på hovedet i stedet for, da de havde lidt svært ved at måle på den anden måde.

Jeg fik sat ve stimulerende drop så der kunne komme lidt gang i de igen. Der blev taget blodprøver fra barnets hoved. Alt så fint ud.

Der skete ikke så meget, veerne var ikke så kraftige og de kom ikke så ofte.

Jordmoderen har set/mærket at babyen er stjernekigger og flere gange under fødslen ændrer jeg stilling i håb om at hun får drejet sig rundt. Det lykkes ikke rigtigt.

Jeg får en smule presseveer og kommer som et sidste forsøg over på fødelejet og skal presse lidt i håb om at babyen glider længere ned i bækkenet. Der sker ikke rigtig noget. Babyen står fast og står skævt så den kan ikke komme ud.

Tilsidst bliver jeg kørt til kejsersnit klokken er da 20.50.

Kl. 21.23 hører jeg min lille piges skrig første gang, da hun kommer til verden. Hun vejer 2670g og er 50cm lang. Hun blev født 5 uger for tidligt, men havde det godt.

Vi nåede at have 2 jordmødre under fødslen. Begge var unge piger og helt nyuddannede. De var så søde og professionelle begge to og vi fik nogle hyggelige snakke imellem veerne. De var begge to med til at gøre fødslen til en rigtig god oplevelse for både Carsten og jeg.

TIDEN EFTER FØDSLEN

Den første tid efter fødslen synes jeg var meget hård.
For det første var det et chok for os begge at hun pludselig kom tidligere end forventet, alle har jo sagt til os at 1. gangsfødende går over tiden.

Liva kom på børneafdelingen og da der var ved at blive bygget om var der ikke plads til mig hos hende. Så jeg blev kørt på barselsgangen, Carsten kørte hjem og Liva var på børneafdelingen. Jeg følte mig MEGET ensom og fik ikke sovet meget den nat selvom det havde været en lang, hård og begivenhedsrig dag.

Jeg fødte fredag aften og lørdag formiddag kom Carsten ud til mig. Jeg havde endnu ikke været nede ved Liva. Jeg havde ondt i kejsersnittet og skulle køres frem og tilbage i sengen, så jeg skulle have fat i en sygeplejerske som skulle ringe efter en portør der kunne hente mig. Jeg følte mig MEGET i vejen.
Oveni det hele kom så at der stadig ikke var en plads til mig på afdelingen. Jeg tudede hele lørdagen. Carsten var frustreret fordi han intet kunne gøre.
Der var bare ikke plads, så jeg var nødt til at vente til nogen blev sendt hjem. Imens kunne jeg bare ligge på barselsgangen og høre og se alle de nybagte mødre med deres nyfødte, det var absolut ikke sjovt.

Lørdag aften fik jeg selv kæmpet mig ud af sengen og Carsten kørte mig i en kørestol ned til Liva. Jeg havde stadig ondt, men nægtede at skulle vente på en portør når jeg ville ned til min datter.

Søndag morgen kom jeg selv ud af sengen og gik ned til Liva.
Og endelig søndag sidst på eftermiddagen kom jeg endelig ned til Liva.

Jeg kom til at ligge sammen med en rigtig sød pige som havde fået en lille bitte dreng 8 uger for tidligt. Det var helt hyggeligt at have en at snakke med om det hele, som forstod hvordan det var at skulle ligge derude.

Sygeplejerskerne var også søde nok, men jeg synes ikke de tog mit og Livas ophold seriøst. Jeg fik at vide at hun jo var stor og at 5 uger ikke var særlig meget for tidligt, de havde set langt værre. Og ja, jeg kunne godt se at mange af de andre børn på afdelingen var meget mindre. Men for os var det stadig et chok og hårdt at se vores lillebitte pige med sonde i næsen og at hun ikke ville spise hos mig. Så om det var 5-8-10 uger for tidligt det betød ingenting, for forældrene er det ALDRIG sjovt.

Jeg kæmpede med den pokkers amning, for når Liva ville tage et helt måltid fra mig måtte vi komme hjem. Jeg hadede når sygeplejerskerne, efter Liva havde spist, kom med deres sprøjte som de satte til hendes sonde og trak den mælk op af maven på hende hun lige havde fået, for at tjekke hvor meget hun havde spiste hos mig. Derefter kunne de så vurdere hvor meget ekstra hun skulle have.

Efter 1 uges tid fik hende jeg lå sammen med, lov til at tage hjem. Nej hvor var jeg midsundelig. Jeg savnede Carsten helt gevaldigt og havde så meget hjemve! Mine nye værelseskamerat var en udenlandsk pige som ikke kunne ret meget dansk, så hende snakkede jeg slet ikke med. På et tidspunkt spiste Liva mere end de kunne trække tilbage i sprøjten og så skulle vi til at veje før og efter hvert måltid. Man kom simpelthen til at HADE den vægt. Det var den der bestemte hvornår man måtte komme hjem, ja sådan føltes det ihvertfald.

Jeg var flere gange ved at droppe amningen og gå over til flaske, for så kunne jeg da komme hjem. Men hver gang ombestemte jeg mig, for jeg ville jo gerne have amningen til at fungere.
Der var stor forskel på hjælpen fra sygeplejerskerne. Nogle var gamle garvede som tog så hårdt fat ved Livas lille hovede at jeg troede de ville knuse det andre var mere tilbageholdende og nøjes med at rådgive.

Jeg kæmpede og kæmpede for at få Liva til at tage ved og ofte endte det med at jeg bare sad og tudede. En dag var der en sød sygeplejerske der spurgte om jeg havde fået tilbudt en ammebrik, det havde jeg ikke, så det forsøgte vi. Og det var det der skulle til!!!

Endelig begyndte Liva at spise mere og mere og på 12. dagen tog hun for første gang et helt måltid selv. Den sygeplejerske der havde vagt sagde at så kom vi nok hjem dagen efter. Jeg turde ikke håbe for meget for ville så nødigt blive skuffet. Men dagen efter kom vi så endelig hjem!

Vi var til vægttjek på sygehuset et par dage efter og Liva havde taget fint på. Endelig kunne vi blive 100% udskrevet.

Read More