Der er så mange ting der ikke bliver som man har drømt om, når man får et barn der er født for tidligt.
Så mange drømme der bliver knust og så mange ønsker om fremtiden der pludselig bliver usikre.
Under min graviditet glædede jeg mig til at komme på barsel, jeg glædede mig til at gå herhjemme og hygge mig sammen med Liva i hele december måned. Vi skulle rigtig bage julekager og shoppe julegaver.
Hvis ikke jeg var blevet sygemeldt havde jeg slet ikke nået at gå hjemme inden Mikkel kom til verden.
Jeg havde glædet mig til fødslen gik i gang, glædet mig til at gå herhjemme, spændt, og mærke hvordan veerne byggede sig op, gå og tænke på alt det spændende der nu skulle til at ske.
Havde glædet mig til at fortælle Liva at nu skulle hun hjem til mormor, for inden længe kom lillebror til verden.
Så sker det, den lille vil ikke blive i maven længere og kommer ud. Ud til en verden der er alt for stor, alt for åben, alt for lys, alt for kold, for et lille menneske, der stadig burde ligge i den varme livmoder.
Og når så den lille er her, så var planen at man skulle holde ham i sine arme, have ham liggende på sit bryst, kysse ham og nusse ham.
I stedet ligger han helt nøgen i en kasse med glaslåg, bare med to huller man kan stikke hænderne igennem for at røre ganske lidt ved ham, selvfølgelig efter man har husket at vaske og spritte sine hænder.
Græd han kunne jeg intet gøre, jeg måtte ikke tage ham op. Kunne bare stå med en hånd inde ved ham og vente på at gråden stoppede.
Man ser de små bitte mennesker kæmpe for deres liv, være tilkoblet slanger, ledninger, bippende maskiner. Tænk hvor bange og utrygge de må være.
For mange for tidligt fødte børn er det jo desværre ikke "kun" det at de er født for tidligt. Der kommer ofte en masse andre ting oveni. Forskellige sygdomme, som ved Mikkel, vækstproblemer, sanseintegrationsproblemer, motoriske problemer, øget risiko for infektioner, indlæringsvanskeligheder, senere i livet, og en hel masse andre ting. Og for rigtig mange af dem gælder det at deres sind slet ikke er udviklet nok til at håndtere den verden de kommer ud i. De kan simpelthen ikke kapere de indtryk de får i løbet af en dag.
Tit viser det sig ikke i situationen, men kommer først frem om natten eller næste dag, derfor kan det måske også være svært for andre at forstå hvorfor man ind imellem vælger at skærme sit barn så meget som man gør, de ser jo ikke de "kampe" man har med barnet senere.
Men hvem ønsker at se ens barn dybt ulykkelig fordi deres lille hoved ikke kan rumme alle de oplevelser, lyde, lugte, indtryk der har været i løbet af en dag?
Når man så når over den første svære tid, med lange indlæggelser, konstante undersøgelser, blodprøver osv., så kommer tankerne om fremtiden.
Hvordan vil det gå vores søn?
Vil han få senfølger?
Vil han kunne fungere normalt mellem andre børn eller skal han have ekstra hjælp?
Mange af de tanker man har om sit barns fremtid er nok helt normale for alle forældre, men når man står med et barn født for tidligt, så kan der rent faktisk være grund til disse bekymringer.
Man forsøger at skubbe tankerne væk, men ind imellem dukker de alligevel op, man vil jo kun det bedste for sit barn, ingen ønsker at der skal være problemer senere i livet, som kan gøre livet svært for barnet.
Jeg ønsker at beskytte min søn, som de fleste forældre ønsker at beskytte deres børn. Men indtil nu, har der været så mange ting jeg ikke har haft nogen mulighed for at beskytte ham imod. Stik, smerter, narkoser, infektioner, smerter... jeg har intet kunne gøre, og det giver mig nu en endnu større trang til at beskytte ham og passe på ham. Han er min søn og det er først nu jeg begynder at føle det, nu hvor sygehuset langsomt giver slip på os.
Der er så mange ting i det at føde for tidligt og det er svært for mig at få sat ord på det hele, men lad mig runde af med at sige, at det er jo ikke sådan det skal være at få en lille ny. Det er ikke sådan vi mennesker er skabt til at tage os af vores børn, og det ødelægger noget inden i os.
Jeg har ikke følt det hele tiden, men nu, hvor vi har fået mere ro på det hele, begynder tankerne omkring det hele at komme og jeg mærker en tristhed i mit bryst. En sorg over de ting jeg mistede, en følelse af at være gået glip af ting, ting som skulle være helt normale efter en fødsel.
Jeg har en knude af smerte og sorg siddende og trykke og jeg venter bare på at der en dag går hul.
Read More
Så mange drømme der bliver knust og så mange ønsker om fremtiden der pludselig bliver usikre.
Under min graviditet glædede jeg mig til at komme på barsel, jeg glædede mig til at gå herhjemme og hygge mig sammen med Liva i hele december måned. Vi skulle rigtig bage julekager og shoppe julegaver.
Hvis ikke jeg var blevet sygemeldt havde jeg slet ikke nået at gå hjemme inden Mikkel kom til verden.
Jeg havde glædet mig til fødslen gik i gang, glædet mig til at gå herhjemme, spændt, og mærke hvordan veerne byggede sig op, gå og tænke på alt det spændende der nu skulle til at ske.
Havde glædet mig til at fortælle Liva at nu skulle hun hjem til mormor, for inden længe kom lillebror til verden.
Så sker det, den lille vil ikke blive i maven længere og kommer ud. Ud til en verden der er alt for stor, alt for åben, alt for lys, alt for kold, for et lille menneske, der stadig burde ligge i den varme livmoder.
Og når så den lille er her, så var planen at man skulle holde ham i sine arme, have ham liggende på sit bryst, kysse ham og nusse ham.
I stedet ligger han helt nøgen i en kasse med glaslåg, bare med to huller man kan stikke hænderne igennem for at røre ganske lidt ved ham, selvfølgelig efter man har husket at vaske og spritte sine hænder.
Græd han kunne jeg intet gøre, jeg måtte ikke tage ham op. Kunne bare stå med en hånd inde ved ham og vente på at gråden stoppede.
Man ser de små bitte mennesker kæmpe for deres liv, være tilkoblet slanger, ledninger, bippende maskiner. Tænk hvor bange og utrygge de må være.
For mange for tidligt fødte børn er det jo desværre ikke "kun" det at de er født for tidligt. Der kommer ofte en masse andre ting oveni. Forskellige sygdomme, som ved Mikkel, vækstproblemer, sanseintegrationsproblemer, motoriske problemer, øget risiko for infektioner, indlæringsvanskeligheder, senere i livet, og en hel masse andre ting. Og for rigtig mange af dem gælder det at deres sind slet ikke er udviklet nok til at håndtere den verden de kommer ud i. De kan simpelthen ikke kapere de indtryk de får i løbet af en dag.
Tit viser det sig ikke i situationen, men kommer først frem om natten eller næste dag, derfor kan det måske også være svært for andre at forstå hvorfor man ind imellem vælger at skærme sit barn så meget som man gør, de ser jo ikke de "kampe" man har med barnet senere.
Men hvem ønsker at se ens barn dybt ulykkelig fordi deres lille hoved ikke kan rumme alle de oplevelser, lyde, lugte, indtryk der har været i løbet af en dag?
Når man så når over den første svære tid, med lange indlæggelser, konstante undersøgelser, blodprøver osv., så kommer tankerne om fremtiden.
Hvordan vil det gå vores søn?
Vil han få senfølger?
Vil han kunne fungere normalt mellem andre børn eller skal han have ekstra hjælp?
Mange af de tanker man har om sit barns fremtid er nok helt normale for alle forældre, men når man står med et barn født for tidligt, så kan der rent faktisk være grund til disse bekymringer.
Man forsøger at skubbe tankerne væk, men ind imellem dukker de alligevel op, man vil jo kun det bedste for sit barn, ingen ønsker at der skal være problemer senere i livet, som kan gøre livet svært for barnet.
Jeg ønsker at beskytte min søn, som de fleste forældre ønsker at beskytte deres børn. Men indtil nu, har der været så mange ting jeg ikke har haft nogen mulighed for at beskytte ham imod. Stik, smerter, narkoser, infektioner, smerter... jeg har intet kunne gøre, og det giver mig nu en endnu større trang til at beskytte ham og passe på ham. Han er min søn og det er først nu jeg begynder at føle det, nu hvor sygehuset langsomt giver slip på os.
Der er så mange ting i det at føde for tidligt og det er svært for mig at få sat ord på det hele, men lad mig runde af med at sige, at det er jo ikke sådan det skal være at få en lille ny. Det er ikke sådan vi mennesker er skabt til at tage os af vores børn, og det ødelægger noget inden i os.
Jeg har ikke følt det hele tiden, men nu, hvor vi har fået mere ro på det hele, begynder tankerne omkring det hele at komme og jeg mærker en tristhed i mit bryst. En sorg over de ting jeg mistede, en følelse af at være gået glip af ting, ting som skulle være helt normale efter en fødsel.
Jeg har en knude af smerte og sorg siddende og trykke og jeg venter bare på at der en dag går hul.
