En blog om mine to små mirakler.

27. feb. 2012

De perfekte mennesker

27. feb. 2012  at 22.30
Det må være dejligt, at være "det perfekte menneske", ja personligt ville jeg nyde det meget! Der er så mange fordele ved det, det kan jeg godt fortælle alle jer almindelige norm-borgere. Her kunne jeg faktisk gå så langt som at lave en lang liste over fordele, og forklare det fantastiske ved netop det at være "det perfekte menneske". Det vil jeg dog ikke! Jeg vil i stedet fortælle lidt om Hospitopia - et land hvor der kun lever de perfekte mennesker! Vi har nemlig været på en lille ferie der, forlænget weekend, om man vil.

Det kunne blive en lang fortælling, men i stedet vil jeg fortælle om vores første solskinsdag i Hospitopia og vores seneste weekend her. Tre dage kan ikke fylde meget på skrift, skulle man synes, men når man er i Hospitopia, så er verden altså en helt anden fantastisk og vidunderlig oplevelse. Det er i sandheden smukt, når alt er perfekt. Det er i hvert fald helt sikkert, at hvis du tager på ferie i Hospitopia og kommer hjem med alt mindre end gudelige perfekte minder, så er det altså jeres egen skyld!


Alle har læst om Mikkels tragiske historie, alle ved det har været en rutsjetur med dystre og mørke dale, og lige så euforisk lykkelige og lysende opture. Så det skal det naturligvis ikke handle om her. Dette indlæg handler om en oplevelse min kære hustru havde i dag, da Mikkel for niende gang skulle lægges i narkose. Dybest set udspringer alt det her tekst vel af en enkelt sætningen mellem to almindelige mennesker. Og så alligevel ikke, fordi når det ene menneske bor i Hospitopia og det andet menneske er bare en almindelig, grå, dansk, leverpostej, norm-borger som du og jeg, ja så er kommunikation meget svært.
Jeg forventer at sarkasmen er drevet så meget af mig nu, at selv den mest fanatiske De Sorte Spejdere fan vil være ved at drukne, og så jeg kan jo ligeså godt kaste mig over det egentlige emne.

De fleste af de faste læsere på Tinas blog ved sikkert at alle disse problemer, livstruende situationer og generelt hele denne elendige situation vi sidder i, meget firkantet kan siges, at være forsaget af fire minutter en skæbnesvanger time over frokost 5. december 2011. Fire minutter har kostet os ulidelige bekymringer i måneder, svigt af vores elskede datter, store økonomiske problemer. Disse svære økonomiske problemer i en tid hvor mit lille IT firma ellers rider finanskrise-stormen af i en fantastisk hastighed. Listen af udfordringer disse måneder har medført er selvsagt endeløs.

Hvad er det for nogle fire minutter, hvad har de gjort de andre minutter i vores liv? Den korte og forsimplede historie er; organer har behov for ilt, ellers dør de! Mikkel manglede ilt under sin fødsel, ergo hans organer led kraftigt. Den stakkels dreng var jo mere død end levende under sidste del af fødslen og da jeg så ham første gang, var det en livløs blå dukke de trak ud af min elskede kone, trak med vold og magt, skal det pointeres. Det tog dem fire minutter at bringe ham til live igen, fra han kom ud gik der fire minutter inden han kunne trække vejret selv... 4 minutter!
Det var ellers flot, at kunne bringe de døde tilbage til de levende på fire minutter. Det mener jeg faktisk. Den enkelte læser der hænger på endnu, du ved hvem du er, sidder nu og tænker "Jamen hvad er så årsagen til den syndflod af sure opstød jeg kan mærke du snart udgyder i mig retning?".
Vi skal faktisk fire... fem år tilbage i tiden, til vores datter Livas fødsel. Liva var stjernekigger, det hedder det når børnene ligger forkert. Jeg er ikke ekspert, men formoder de kigger op i stedet for ned!? Hvis man har et asymmetrisk bækken kan man faktisk slet ikke føde en stjernekigger. I 1922 ville et asymmetrisk bække være lig garanteret død for både mor og barn. Under Livas fødsel var der ingen komplikationer, det gik faktisk planmæssigt, men hun kunne simpelthen ikke komme ud. Et akut kejsersnit blev arrangeret og på små 15min var Liva bragt sund og rask til verden. Jo jo, hæng nu på, fordi det er faktisk ret interessant. Tina har et asymmetrisk bækken! Man kan ikke rigtig måle eller veje sig frem til det. Så vi er ikke sikre den time over frokost 5. december 2011.
Så hopper jeg frem i tiden igen. Nogle uger efter Mikkels fødsel har jeg en samtale med en jordmoder, ikke så formelt, men når man bruger meget tid på OUH så kommer man til at tale med folk på gangene. Vi snakkede om den her fødsel, den havde været så hård og brutal, han blev jo revet ud af maven på hende, mere død end levende. Hun synes det var meget påfaldende, at han også var stjernekigger, og sad fast i hendes bækken. Faktisk, så overraskende at hun var overbevidst om, at Tina måtte have et asymmetrisk bækken. Det er ikke til at vide, men hendes erfaring sagde hende, at ellers ville situation aldrig være opstået to gange for samme kvinde. Nu er jeg lidt i chok, fordi kunne man vide at Tina's anden fødsel aldrig ville gå godt? Kunne man have forudsagt min søn ville sidde fast i hendes bækken?
Jordmoderen var nu meget hurtig til at pointere, at med to fødsler med dette udfald kunne vi godt konkludere dette fænomen havde indsneget sig, men det ville have været umuligt at forudsige baseret på én fødsel.

Se, nu er jeg ikke den store matematiker, men lad mig lige prøve noget...
1 fødsel + 1 fødsel = 100% overbevisning om at Tina er en kvinde der kan havne i denne problemstilling.
Kunne man ikke uddrage af ovenstående formel, at
1 fødsel = 50% overbevisning om at Tina er en kvinde der kan havne i denne problemstilling.

Jeg medgiver gerne, at jeg ikke har klinisk belæg for at komme med den påstand, at man kunne have forudsagt denne situation, men hvis risikoen var der, hvorfor så løbe den? Jeg mener, hvorfor er der ikke én undervejs i Tinas graviditet der har sagt fra? I det mindste fremhævet denne risiko?
Jeg mangler fire minutter i mit liv, fordi han sad fast, han sad fast i en situation man med 50% chance kunne have forudsagt.
Er jeg sur over det? Vred? Harm? Skuffet? Nej, det er jeg faktisk ikke, fordi som regeringen, lobbyisterne og fodfolket i Hospitopia gang på gang har gjort sig meget umage med at forklarer os, og det endda noget så eftertrykkeligt, så kunne man aldrig have forudsagt denne situation, og der var ingen statistisk belæg for at tro den overhovedet ville opstå. Derfor er jeg hverken sur eller skuffet, perfekte mennesker laver ikke fejl! Jeg bor ikke i Hospitopia, jeg er ikke på niveau til at udfordre deres logik.
Lad det være slået fast med syv tommer søm, det er bare sort uheld, at vi mistede vores fire minutter. Det er ligesom bare et faktum, folk i Hospitopia laver nemlig ikke fejl, det er en slags logik. Sådan har de nemlig opdraget os.

Nu kører jeg båndet (i gamle dage havde man ikke D-V-D'er hvor man kunne springe afsnit over) hurtigt fremad til denne weekend. Mens billederne fra de sidste par måneder passere på skærmen, kan man se at der har været tilsvarende historier fra stort set hver evig eneste dag i perioden. Historier hvor almindelige mennesker ville sige.. hmm kunne det ikke have været undgået hvis man havde kigget på det tal, set på den værdi, spurgt Tina om ditten eller datten. Men det skal det ikke handle om, så ville jeg heller aldrig blive færdig med at skrive dette indlæg og klokken er mange.

Mikkel fik lagt CVK i fredags, ja det var syvende gang i narkose for vores lille søn. Det er ikke en rigtig operation, men han skal i narkose, stikkes en hel del gange før de rammer en åre, igennem opvågning på COPA. Man skal selvfølgelig heller ikke glemme de obligatoriske faste-perioder inden, perioder som oftest strækker sig 5,6,10 timer, fordi der er forsinkelser.
Denne gang gik det ikke så godt, vi var uheldige igen. Husk nu at i kongeriget Hospitopia laver man ikke fejl, vi var altså bare ret uheldige igen. Tina og jeg havde nemlig glemt at hæfte CVK'et fast i hans hud. Normalt er det kirurgeren i Hospitopia der syr patienterne efter en operation, men denne gang glemte vi altså at gøre det! Dumme danskere.
Et CVK er et intravenøst drop, det er alle drop naturligvis, men et CVK er et stort drop, i en stor blodåre. For sådan én som Mikkel er det en livsnerve. Det er hans kilde til næring. Mikkel kan meget nemt dø af sult, uden et CVK. I løbet af fredag til lørdag nat indtræffer katastrofen, Tina trække CVK'et én cm ud. Dumme danskere! Hun gør det ganske vist mens hun sover halvanden meter fra vuggen, men hun er jo en kvinde med potentiale og evner.
Al Mikkels væske fra CVK'et løber ud i hans lille krop, sætter sig i vævet i overkroppen og halsen, han får feber og bliver meget syg. En akut operation må til lørdag morgen. Der lykkedes det ikke at lægge nyt CVK, så et midlertidigt drop placeres i foden. Drengen skal jo ikke dø af væskemanglen, pga. Tinas fejl!
Puha - godt vi er i Hospitopia hvor de kan redde den slags.

Nyt CVK må lægges, droppet i foden er ikke stort nok. Mandag morgen planlægges endnu en omgang på operationsgangen. Der er nu niende gang Mikkel skal i narkose på 12 uger. Jeg er på arbejde, kan desværre ikke være med hende, når hun ser sin lille dreng falde væk fra vores verden.
Mens Tina står og kigger på at vores lille søn bliver livløs pga. narkosen og langsomt forsvinder siger kirurgen til hende, den samme kirurg som lagde det CVK vi glemte at hæfte, meget tørt og roligt "Hvordan kunne CVK'et dog ryge ud? Du skal være forsigtig med de slanger. Man kan jo ikke bare gå og lægge nyt CVK hver anden dag.  Du må jo forstå, at han kan dø af det!"

...

Og nu kommer det, mit sure opstød, eller måske beklagelse, om man vil.
Det er også rigtigt - han kan dø af det! Hvis Tina ikke ved et tilfælde var vågnet fredag nat, og havde opdaget hvor enormt hævet Mikkel var, så ville han være død. Men Hospitopia laver ikke fejl.
Jeg kan komme med tilsvarende historier i så lange baner at selv folk med de mest morbide lyster til sidst ville kede sig ihjel af at læse den uendelig lange dyne af kværuleren. Hver eneste af disse historier ville ubetinget blive fulgt af en kliniker på et eller andet niveau der tager fat i os, og meget roligt forklare os, at i Hospitopia laver man ikke fejl, det er sort uheld. Hvordan undgår man at lave fejl? Det kan kun de perfekte mennesker.

Var der bare én, bare en der for fanden ville komme og sige "Undskyld, vi har faktisk lavet en fejl". Ikke en fodtusse, men en med ansvar ved Hospitopia! Men nej, det er vores egen skyld. Der var vores egen skyld, at vi blev sendt i taxa til Riget, to dage for tidligt, for så at måtte tage et tog hjem samme dag, med vores dødsyge søn. Det var vores skyld at vi ikke blev ringet op anden gang vores søn var lige ved at dø og måtte hastes til operation, at vi først opdagede det, da vi stod med vores datter i hånden og hun skulle se sin lillebror for første gang mens de trillede af sted med ham. Det er vores skyld at at han skulle faste 12 timer i streg, 3 dage i træk for at vente på en leverbiopsi som eksperterne ved Riget sagde var totalt ubrugelig. Jeg kunne blive ved...
Måske er det ikke vores skyld - men vi har aldrig fået så meget som en tilnærmelse af en undskyldning fra nogen ansvarshavende i Hospitopia. Så hvis skyld er det så?

Ville det koste dem noget at erkende bare en lille bitte fejl? De skal ikke beklage, man kan beklage over vejret. De skal tage deres ansvar alvorligt! Når de laver gode ting roser vi dem, når de laver fejl har vi ret til at kritisere dem!

Nej, fordi det er nemmere og risikofrit, at sige til min stakkels hustru, at det er hendes skyld!
Read More

Se hvad dehydrering kan gøre

  at 16.26
Se lige en forskel!

1 uge i mellem de to billeder, hvor Mikkel på det øverste er meget dehydreret, huden er løs og han ser tynd og afpillet ud.
På det nederste billede har Mikkel fået væske i drop så han nu ligner en rigtig baby!
(tryk på billedet for at se det i stor størrelse)

Read More

Gæste-/medblogger

  at 14.31
Min kære mand har sagt ja til at kaste sig ud i blogverdenen.

Så fremover vil i kunne støde på indlæg fra ham også.

Han er:
- IT-nørd, med eget firma
- Betontosse
- Land Rover entusiast
og så har han en fantastisk evne til at gøre sig rigtig godt på skrift!

Så glæd jer til indlæg fra hans hånd.

Velkommen til :)

Read More

© Miraklerne, AllRightsReserved.

Designed by ScreenWritersArena